Dagsordenen
Solen er en kold stjerne. Dens hjerte, nåle af is. Dens lys, ubønhørligt. I februar er træerne døde, floden forstenet, som om kilden ikke kunne udspy mere vand, og havet ikke opsluge mere. Tiden stivner. Om morgenen, ikke en lyd, ingen fuglesang, ingenting. Så en bil, endnu en, og pludselig nogle skridt, nogle skikkelser, man ikke kan se. Regissøren har banket tre gange med sin stav, men tæppet er ikke gået op.
