For dem af os, som voksede op i det nordøstlige USA i 1960’erne, var Californien et

fremmed land, og Los Angeles dets hovedstad. Faktisk var vi mere fortrolige med

hovedstæder som London og Paris. Den egentlige årsag til vores dybe mistillid var

nordstatsboernes overbevisning om, at vejret er en bestemmende faktor for

dannelsen af den menneskelige natur – at strenge vintre inkorporerer en calvinistisk

hårdhed i de mennesker, som er tvunget til at udholde dem, at uafbrudt sommer

nødvendigvis må nedbryde moralen og viljen til at arbejde. Alle disse bjergskråninger,

som stod i flammer, og alle disse jordskælv, som fik porcelænet til at klirre, forekom

os at være helvedes påmindelser om, at det aldrig havde været meningen, at der

skulle bo mennesker i L.A. – advarsler, som blev tilsidesat af dem, der boede der, en

flok inkarnerede hedonister, som levede i nuet, vendte Europa og fortiden ryggen og

koncentrerede sig om solnedgangen og havet.

 Der var kort sagt intet ved L.A., som gav os grund til at tro, at stedet kunne

bidrage med en seriøs forfatter. Indtil det skete. En forfatter slog sit navn fast med

den begavede, yderst personlige, journalistiske stil, som dominerede 1970’erne. Det

var Joan Didion, der sammen med sin mand figurerer i den trommehvirvel af

dedikationer, som Eve Babitz indleder sin bog med: ”Til ægteparret Didion-Dunne,

fordi de er nødt til at være, som jeg ikke er.” Didion og John Gregory Dunne var

flyttet til New York, og fra denne fjerne, gunstige position skrev hun om Los Angeles i

vendinger, som fik os fra det nordøstlige til at mene, at vi havde haft ret hele tiden.

Det var Babitz, som – uden forbehold – til sidst gav udtryk for L.A.’s enestående

charme og ramte en pæl igennem den efterhånden trættende opfattelse af byen som

en kulturel udørk. Og det var hun i højeste grad kvalificeret til. Med en far, som var

musikolog i barokmusik og violinist med kontraktmæssig tilknytning til Twentieth

Century Fox, en mor, som var kunstner, og en gudfar, som var Igor Stravinsky,

voksede Babitz op blandt berømte venner af huset som Edward James, Joseph Szigeti,

Eugene Berman, Marilyn Horne, Kenneth Rexroth og Kenneth Patchett, med

poesioplæsninger i dagligstuen og premierer på værker af Arnold Schoenberg under

palmerne.

 Det traf sig sådan, at denne datter af bohemeagtige forældre også var barn af

bydelen Hollywood i al dens flimrende pragt, inden en række butikker fortrængte

hotellet The Garden of Allah, hvor Eve og hendes veninde Sally, to purunge jomfruer

med falske ID-kort, tog hen for at drikke og åbenbare deres ynder for mænd, der var

dobbelt så gamle som dem selv. Illusionen – en lille palmeskov af papmaché i en

middagsklub, en restauratør, som påstod, at han nedstammede fra den russiske zar –

blev til virkelighed, da et quorum købte sig ind i den. Man måtte beundre vovemodet,

fantasien og den skinnende fernis. På Hollywood High, Babitz’ skole, var maskotten

ikke et vildt dyr, som der er tradition for, når det gælder sportshold, men

hovedpersonen i en film med Rudolf Valentino, The Sheik – en arabisk høvding spillet

af en kvindagtig, italiensk skuespiller. Forførelse og glamour var vævet ind i Babitz’

hverdag og formede hende.

 Hun forgudede Marilyn Monroe og var med i det slæng, som tog ud for at se

hende plante hænderne i våd cement foran Graumans Chinese Theatre på Hollywood

Walk of Fame, og som rasede over, at Arthur Miller blev udråbt til geni, mens Monroes

intelligens blev forbigået i tavshed. Ligesom Monroe må Babitz have været ude for, at

pænt mange mænd talte til hendes barm. De havde ingen anelse om, at der lige nord

for den ypperlige buste sad et hoved, som tilhørte en kommende romanforfatter, som

senere skulle blive genstand for sine kollegers beundring. ”Jeg var smuk og dygtig og

hånlig og utålmodig,” siger hun om sig selv som teenager. Som kvalifikationer til at

skrive viste disse egenskaber sig at være gode at sidde inde med – selv udseendet,

som gjorde hende i stand til at fungere som ”spion i de privilegeredes land,” eller

medlem af en elite, som hun hævder, at hun aldrig rigtig har tilhørt.

 Det er muligt, at Monroe var hendes rollemodel, men det var Brigitte Bardot, hun

lignede. Man kan se det på hendes high school-foto – det blonde, lidt uglede hår, det

hjerteformede ansigt og de sortindrammede øjne. Mens de fleste teenagere ser lige

frem og stirrer ivrigt ind i fremtiden, kigger Babitz til siden med et stille smil henvendt

til en eller anden uden for billedet. Det er tilsyneladende helt i tråd med den fortrolige

tone, som får Eve’s Hollywood til at virke som en række monologer fortalt af en ven

over en kulørt drink i et mørkt hjørne af The Luau, en polynesisk parodi på en

restaurant, som var Stravinkys yndlingssted.

 Ingen skriver bedre om high school-tiden og den dunkle overgang fra uskyld til

voksenliv end Babitz. Samvittighedsfuldt og usentimentalt, men forstående over for

sit tidligere jeg fortæller hun om det korte tidsrum på nogle få år, hvor flyvefærdige

sjæle forsøger at finde en mening med autoriteterne, hierarkierne, uretfærdighederne

og med sex. På baggrund af Babitz’ eget bedsteborgerlige, klaustrofobiske miljø er det

forbrydertyperne (James Dean er prototypen og hendes helt), som nyder hendes

fascination og respekt. Hun føler sig tiltrukket af det kraftfelt, som omgiver Acer

Butler, en forflyttet elev med en stratosfærisk IQ, et påtaget navn og

attitudeproblemer, og opsummerer hans karisma sådan her: ”Hvem kunne vel stå for

den måde, han kastede hovedet tilbage på og slog sig fuldkommen hæmningsløst på

låret? Han gik altid i sort tøj, sort motorcykeljakke, sorte skjorter, sorte Levis og sorte

støvler, og de sorte øjenvipper indrammede hans acetylenøjne, der lynede af

uforsonligt had over for begreber som ”det er for dit eget bedste” eller over for

personer ”der vidste bedst.”

 Babitz interesserer sig for magt, og af Aces lærer hun, at sikker fremtræden er en

af kilderne til den. Skønhed er en anden. Pigerne på Hollywood High var smukke,

”fantastisk smukke. Og der var cirka 20 af dem, som hver for sig kunne få dig til at

miste besindelsen. Sammen – og de færdedes næsten altid sammen – var de årsag

til, at ethvert forsøg på seriøs skolegang i gængs forstand led et nederlag, og alle

vidste det. De var for smukke til high school …” Til dem af os, der har spurgt os selv,

hvorfor det sydlige Californien lader til at have en så uforholdsmæssigt høj procentdel

af fortryllende kvinder, kommer Babitz med en meget logisk forklaring: ” De var døtre

af mennesker, som var smukke, modige og dumdristige, som havde forladt deres

hjem og var flyttet til filmdrømmenes by. De fleste af dem kom hertil under

depressionen, og dengang tog folk med et godt hoved til New York, og dem med et

smukt ansigt drog mod Vest.” Sådan blev Los Angeles et eksperiment i genetisk

selvudvælgelse – en yngleplads for fysisk fuldkommenhed, hvor de smukke parrede

sig med de flotte og avlede flere på hinanden følgende generationer, som hver især

var eksponentielt kønnere end den foregående.

 Her har Babitz svært ved at forstå det vanvittigt irriterende hykleri, som lader til at

kendetegne denne race af supermennesker: ”Og de mennesker, der er smukke, er

ikke særlig åbenmundede om deres privilegier og opfører sig, som om det var held,

der gjorde, at betjenten ikke gav dem en bøde, og at det bare var en ”flink mand”,

der lod dem gå gennem tolden uden at skulle stå i kø. Det lader til, at smukke

mennesker, til forskel fra rige mennesker, har svært ved at fokusere på magtens

kilde. Selv talentfulde mennesker ved, hvorfor de er noget særligt, og hvorfor de er

blevet inviteret.”

 De tanker, Eve Babitz gør sig, om skønheden og dens særlige rettigheder har

muligvis fået visse læsere og kritikere til fejlagtigt at opfatte hende som en letvægter,

en forfatter, der skriver om ”kvindeemner” som slankekure, udseende, tøj, makeup,

venskab og kærlighed. Der har nu og da været fremsat påstande om, at hun ikke har

taget sit forfatterskab alvorligt, fordi hun lader Jacaranda i romanen Sex and Rage fra

1979 minde meget om sig selv og skaber en hovedperson, som skriver for at have

noget at fordrive dagtimerne med.

 Ligesom Didion, som blev ved med at skrive om politik og andre emner, der regnes

for at være ”seriøs” journalistik, flyttede også Babitz til New York, hvor hun løb ind i

Yvette Mimieux – hun genkendte hende fra kantinen i junior high. Allerede dengang

tænkte Babitz: ”Man kunne tydeligt se, at hun var filmstjerne, hun kunne ikke være

andet.” En pige, der var så smuk ”kunne umuligt være andet.” Og her stod de så

mange år senere, hvor ”Yvette var blevet opdaget, og jeg havde opdaget andre

former for liv, som skulle afprøves.”

 Babitz kommer med enkelte hentydninger til disse former for liv, men hun strør

ikke om sig med nærmere detaljer. For at få flere oplysninger, må vi rette

opmærksomheden andre steder hen. Alle artikler om hende kommer før eller siden ind

på hendes elskere, og dem siges der at have været utallige af. (Earl McGrath, tidligere

direktør for Rolling Stone Records skal have sagt: ”I enhver ung mands liv er der en

Eve Babitz. Det er som oftest Eve Babitz.”) Nogle af disse elskere er værd at lægge

mærke til: Jim Morrison, Steve Martin, Ed Ruscha, Stephen Stills, Harrison Ford,

Ahmet Ertegun og Dan Wakefield. En anden vigtig aktie i hendes historie er fotografiet

fra 1963, hvor hun sidder nøgen og spiller skak med Marcel Duchamp (idéen var

fotografen Julian Wassers). Det er et billede, som nu er kendt i hele kunstverdenen –

en kendsgerning, hun tilsyneladende er klar over og har vedkendt sig, da hun lader

læseren stifte kortvarigt bekendtskab med det i Sex and Rage, hvor det hænger på

væggen i en penthouse-lejlighed, som Jacaranda besøger. Hun designede LP-omslag

(for Linda Ronstadt, Buffolo Springfield og The Byrds), hun fotograferede og skrev

som freelancejournalist (f.eks. en artikel, som hed ”Mit liv i en bh størrelse 80E” til

Ms. Magazine). En udstilling af Joseph Cornells værker inspirerede hende til at lave

collager. Og så var der fester, rigtig mange, i en periode, hvor hun havde et tæt,

personligt forhold til LSD, marihuana og kokain.

 Senere flytter hun tilbage til Los Angeles. I New York skriver hun: ”Der er ingen

mellemrum mellem ordene, det er noget af det charmerende ved byen. Der er visse

ting, man ikke behøver at tænke nøjere over, for man bliver hele tiden skubbet

bagfra.” På det tidspunkt var det gået op for hende, at den by, vi er vokset op i, gør

et uudsletteligt indtryk på os og giver mening på en måde, som slet ikke behøver

nogen forklaring. Vi bærer den med os, og før eller senere længes mange af os tilbage

til det sted, som, uanset om vi er klar over det eller ej, har dannet grundlag for vores

bedømmelse af alle andre mennesker. For Babitz’ vedkommende var det sted

Hollywood.

 Passionerede fans (som jeg er én af) har i årevis været på udkig efter en ny bog,

men det siges, at vi godt kan holde op med at vente. Efter en skæbnesvanger ulykke i

1997 (aske fra den cigar, hun sad og røg, satte ild til hendes nederdel, hvilket gav

hende tredjegradsforbrændinger på halvdelen af kroppen) mistede hun lysten til at

skrive og holdt helt op, har hun fortalt. Det er hun selvfølgelig i sin gode ret til, men

det er et tab for os.)

 Babitz kalder denne bog, hendes første, ”en bekendelsesroman”, men den kunne

sagtens opfattes som en biografi. Et eller andet sted i alle disse anekdoter, som virker

sande, har forfatteren formodentlig sneget en smule fiktion ind: et navn, der er

ændret, måske, eller en stump af en dialog, som hun har pyntet på, eller et

handlingsforløb, som hun har øget hastigheden af – og skulle det være tilfældet,

henleder ingen af disse forbedringer opmærksomheden på sig selv. Man læser hendes

tekster, som om de er strømmet direkte fra hendes tanker og ned på papiret,

ubesværet og uden tøven og i en uformel tone, som de fleste forfattere først opnår

efter utallige skæve forsøg, halvfærdige sætninger og perfektionistiske omskrivninger

i de sene nattetimer. Hvilket var, hvad jeg hele tiden mindede mig selv om, mens jeg

læste Eve’s Hollywood, indtil jeg kom til det her sted: ”Jeg stod op næste morgen med

tømmermænd og en god idé til en historie. Historien var hurtigt skrevet og faldt på

plads, som når man blander et helt rigtigt sæt spillekort, og den havde den samme

vilde spændstighed, som mine tidligere historier altid endte med at have.”

Blandt de veninder, som figurerer i Eve’s Hollywood, er der én, der hedder Karen.

Babitz beskriver hende som så ”skrøbeligt smuk, at jeg have meget svært ved at

undertrykke min naturlige misundelse og bare holde af hende.” Jeg ved, hvordan det

føles. Jeg kan sagtens unde Babitz hendes kendte elskere, hendes bh-størrelse,

hendes ferskenteint og hendes succes – ikke, fordi jeg er et meget storsindet

menneske, men fordi hun er så godt selskab. Men at have så let ved at skrive? Og

oven i købet med tømmermænd. Jeg håber, det er den del, der er opdigtet.

                                   HOLLY BRUBACH