Den sorte humør og legen med temaer, begivenheder, sproget og virkeligheden stammer nok fra en barndom blottet for kærlighed og ømhed, men præget af en mere eller mindre ”skør” moder og en fraværende, uforudsigelig og voldsom fader. Livet skabte Le Tellier i sit eget hoved i et barndomshjem, hvor intet forløb normalt.
Det er svært at læse og få den fulde glæde af Le Telliers forfatterskab uden at have berørt den røde tråd, der bliver spundet i ”Alle lykkelige familier”.
“Jeg var tolv år gammel. Jeg var alene hjemme og sad sikkert og læste. Telefonen ringede. Min første tanke var: Det er gendarmeriet, mine forældre har haft en bilulykke, de er døde.
Det var ikke gendarmeriet. Det var min mor. De var blevet forsinket, hun ville berolige mig. Jeg lagde på.
Jeg havde netop opdaget, at jeg ikke havde været foruroliget. Jeg havde imødeset deres bortgang uden hverken angst eller bedrøvelse. Jeg var overrasket over, at jeg så hurtigt havde accepteret mit nye liv som forældreløs, også forskrækket over det lille stik af skuffelse, da jeg genkendte min mors stemme. Det var dér, jeg forstod, at jeg var et uhyre.”
Hervé Le Tellier fortæller om sin kærlighedsløse opvækst i Paris med lige dele indsigt og ironisk distance i stærkt bevægende erindringsroman.
Litteratursiden.dk
Le Tellier (1957) er tidligere videnskabs-journalist og har udgivet mere end 30 bøger.
Han modtog i 2020 Goncourtprisen for romanen Anomalien, der også er oversat til dansk.
Ophavsret © 2024