Hun har spillet skak, topløs, med Marcel Duchamp, hun er Igor Stravinskys guddatter, og hun er den L.A.-woman, som Jim Morrisons synger om i sangen af samme navn. Velkommen til Eva Babitz.

Heldigvis skygger hverken hypen eller den nye røde kasket for Babitz’ underholdende værk, som er både tidstypisk og tidløst menneskeklogt.

At læse Eve Babitz er som at køre på en bred, varm vej i solnedgangen.
Man kan mærke vinden i håret.

Babitz’ stil er cool, underholdende og umiddelbar og samtidig præget af en poetisk lethed, som virker ganske ubesværet.

Mad, drinks, narkotika, sex, solnedgange og en overflod af filmstjerner gennemfarver disse fortællinger, men den mest farverige komponent af dem alle er forfatteren selv.

Hendes appetitvækkende, stemningsfulde stil er ingen steder karakteriseret som Joan Didion-dyb, men den er unægtelig sjovere og mere indbydende i sin lige så skarpe forståelse af atmosfæren og livsstilen i det sydlige Californien.

[Babitz] har realiseret det amerikanske ideal, som fordrer, at kunst er ubesværet, bevarer fatningen og i det store og hele er tilstrækkelig behagelig til at blive opfattet som ren underholdning.

I disse ti besnærende kapitler er Los Angeles patienten, heltinden, helten og aggressoren – beretningerne er en åbenbaring af formløst vanvid.